Thomas har en svulst i hjernen og han ved, at han ikke har langt igen, ikke som sig selv. Og Line-Maria har brug for en ordentlig afsked — alt for mange hun har kendt er døde brat. De beslutter sig for at tage til Prag på en sidste rejse, og her skriver de essayet ‘Dear Prudence — en afskedsrejse’. Tom er allerede begyndt at tale dårligere og har mindre energi. Men samværet, byen og regnen liver ham op og de insisterer på at skabe nye minder i den tid de har sammen. Bogen handler om savnet og smerten, men samtidig også om den glæde de har ved hinanden og venskabet. Og på hver deres måde forsøger de at gøre det så godt for den anden som muligt. Bogen indeholder en særlig varme, hvor døden og det legesyge blandes sammen. De to venners selvopfundne kodesprog, deres sproglige tvetydigheder (på dansk og på engelsk.) Thomas kunne pga. af svulsten ikke tale dansk til sidst og derfor er bogen skrevet på henholdsvis dansk og på engelsk.
Der er tale om en stærk bog, der giver en sidste stemme til en af dansk litteraturs bedst bevarede hemmeligheder. Forlaget laver i forbindelse med udgivelsen et større arrangement for Thomas og Dear Prudence. På udgivelsesdagen. Der er til bogen skrevet forord af Martin Glaz Serup og Kristian Bang Foss.
Blurbs: Dear Prudence is a duet: a true story of friends, both writers, whose voices intertwine to create the most beautiful love story I’ve ever read. Full of delight and gravitas, Dear Prudence is a piece I’ll return to eagerly and often--for its beauty and music, for its joy and its example. I think its readers will feel the same.
— Renée Ashley (Prisvindende poet og essayist. Redaktør på ‘The Literary Review’)
“An extraordinary portrait of literary friendship, powerfully moving and profoundly wise. Thomas E. Kennedy was one of the English language’s best kept secrets and here is one of the last pieces: by turns vulnerable and generous, brilliant and doubting. Line-Maria Lång is a revelation; she is the sort of writer to whom the future belongs. Together Lång and Kennedy have created a literary duet for the ages.”
— Junot Díaz
