Alene jorden rundt

Laura var netop i færd med at planlægge, hvordan hun skulle tage nogle af sejlene ned, da hun fik et opkald via sin radio fra et skib, hun kendte fra tidligere. Det var hyggeligt at tale med besætningen på båden, og Laura glemte alt om at tage sejlene ned. Mens hun stadig talte i mikrofonen med det andet skib, mærkede hun pludseligt, hvordan Guppy gled hurtigere og hurtigere ned af en bølge: ’Pis’ er alt, jeg kan sige. En kæmpe bølger knækker ind over Guppy fra siden og tager stakkels Guppy ned i et bjerg af hvidt skum, hvor hun lander på siden af bølgedalen med et kæmpe bump. Når jeg kigger gennem plexiglasdøren, kan jeg se havet skylle ind i cockpittet. Mens jeg stadig holder mikrofonen i den ene hånd og har den anden på et håndtag, hænger jeg vandret i forhold til kahyttrappen og kigger i chok på vandet, der kommer ombord. Der var reelt fare for, at Guppy ville kæntre. Den havde haft alt for meget fart på, fordi der var for meget sejl oppe. Sekunderne med chok blev heldigvis afløst af lettelse. For til Lauras store held var Guppy meget søstærk, og den rettede sig langsomt op igen. Men nu måtte hun ud i det vilde vejr og sikre, at det ikke skete igen. Hun klikkede sin livline på, og med bølger væltende ind over sig fik hun hevet sejlene ned, noget hun burde have gjort for flere timer siden. Hun havde ganske enkelt været uforsigtig. Efter Laura havde rebet en del af sejlene, sejlede Guppy nu langsommere, men der var stadig så meget bølgegang, at bare det at gå på toilettet var en udfordring, fordi der hele tiden kunne komme en bølge og kaste hende rundt.

Laura var netop i færd med at planlægge, hvordan hun skulle tage nogle af sejlene ned, da hun fik et opkald via sin radio fra et skib, hun kendte fra tidligere. Det var hyggeligt at tale med besætningen på båden, og Laura glemte alt om at tage sejlene ned. Mens hun stadig talte i mikrofonen med det andet skib, mærkede hun pludseligt, hvordan Guppy

Efter en uge på havet havde Laura stadig 5.000 sømil tilbage at krydse. Hun nød det, men spekulerede også på, hvordan det mon ville blive. Om hun ville støde ind i storme. Eller måske endda komme til at kede sig. Og så var hun meget bevidst om risikoen for pirater. Blandt andet hørte hun over radioen, at der lige havde været et piratangreb ud for Madagaskar, og hver gang hun så en mindre trækutter nærme sig, bekymrede hun sig om, hvorvidt det mon var pirater, der ville kapre hende. For at mindske piraternes mulighed for at spore hende, slog hun det sporingsapparat fra, som under hele turen havde givet hendes far – og få andre udvalgte – en mulighed for at følge, hvor hun befandt sig. Hun var bange for, at pirater skulle hacke hjemmesiden og på den måde finde ud af, præcist hvor hun var. I stedet sendte hun nu to gange om dagen sine koordinater til sin far via satellittelefonen.
Der var mange, ret stille dage på turen, hvor Laura bare fik tiden til at gå og havde god tid til at tænke over livet. Hun funderede over, hvor meget stærkere hun mentalt var nu – end da hun tog hjemmefra. At hun havde klaret ensomhed, frygt og at se sig selv i øjnene. Og hun sendte sin far taknemmelige tanker, fordi han altid havde sørget for, at hun selv erfarede ting og lærte af dem – efter han havde sikret sig, at hun kunne klare det. Laura brugte også en masse tid på at spille på sin fløjte, fordi der tit var så meget bølgegang, at hendes guitar skulle surres godt fast, så den ikke blev kastet rundt, når hun lagde den fra sig

At krydse Ækvator føles lidt som nytårsaften. Ja, jeg har nået endnu en milepæl, skrev hun på sin blog.

Der er stadig – i foråret 2018, hvor bogen er skrevet – ingen, der har været i nærheden af at slå Laura Dekkers rekord

mennesker, der elskede naturen og hellere ville leve primitivt i telt og have et simpelt bryllup end bo på et slot og holde en fin fest

I 2013 mødte hun i en bus tyskeren Daniel Thielmann. Han er 12 år ældre end Laura, men de faldt med det samme i hak. Daniel elsker også det frie liv og havde rejst rundt med rygsæk i flere år, da han mødte Laura. Laura beskrev i et interview, hvordan Daniel insisterende blev ved med at spørge ind til hendes liv, og det virker som om, han fik åbnet op til nogle ting, Laura ellers ikke fortalte til mange. Hun følte uden tvivl, at hun på mange måder havde mødt en sjæleven: Når han bliver spurgt, hvor han kommer fra, så ved han ikke, hvad han skal svare, for han har rødder i hele verden – bare en jordbo ... ligesom mig, skrev Laura på sin blog kort efter, hun havde lært ham at kende. Og to år efter, de havde mødt hinanden, giftede Laura og Daniel sig. Ceremonien foregik i bjergene uden for Whangarei, og både Laura og Daniel havde bare tæer og enkelt tøj på under ceremonien. Det var tydeligt, at her stod to

I Holland holder man ikke juleaften den 24. december, man fejrer det i stedet den 25. om morgenen, ligesom man gør i England og USA. Laura lavede lidt lækker mad, tog en nissehue på og hørte julemusik i radioen. Hun havde det fint med at fejre jul alene

Den 12. december 2011 satte hun så endelig ud af havnen i Cape Town, rettede stævnen mod nordvest

Den 17. november sejlede Laura derfor af sted mod Port Elizabeth