Grundtvig rundt

Da Grundtvig blev født, var der imidlertid et paradigmeskifte i gang, der fik afgørende betydning for, hvad man forstod ved dannelse. I sidste tredjedel af 1700-tallet blev det kristne dannelsesideal for alvor udfordret. Kort sagt udskiftes Gud med humanitet som forbillede, hvilket er en af de mest afgørende betydningsændringer i hele pædagogikkens lange idéhistorie. Den, der indleder dette paradigmeskifte, er den tyske teolog og sprogforsker Johan Gottfried von Herder, der betragtes som det tyske dannelsesbegrebs første teoretiker. Med ideen om „dannelse til humanitet“ lægger han grunden til det moderne humanistiske og sekulariserede dannelsesbegreb, der stadig bruges i den aktuelle pædagogiske debat.2

Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige. Nu se jeg i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærlighed.
Ifølge Paulus er der tale om en gradvis erkendelses- og læreproces, der begynder i barndommen og fortsætter livet igennem med det sigte at se ‘Gud ansigt til ansigt’, det vil simpelthen sige at være fuldt oplyst. Menneskets bestemmelse er at stræbe mod en altomfattende forståelse af tilværelsen

Men hvem kunne deltage i udforskningen af det fælles menneskelige? Udgjorde de forskellige religioner ikke en uoverstigelig kløft for et samarbejde? Nej, snarere tværtimod, hævder Grundtvig. For ethvert menneske, der ikke betragter sig selv som ren naturalist, men ser sig selv som en gåde, støder intet fra sig, „blot fordi det er underligt og synes uforklarligt, som han selv, nej, det underlige drager man tværtimod næsten uforståelig til sig, fordi det i grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin gådes løsning“.184