Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte

Dette fænomen, hvor to menneskers sår komplementerer hinanden, har gentaget sig hos hvert eneste par, jeg har arbejdet med: Hver enkelt person har fundet og forelsket sig i én, hvis sårmønster komplementerer vedkommendes eget sårmønster med en forbløffende matematisk præcision.
Den elskede rummer altid i sin personlighedsstruktur to modsatrettede egenskaber: én, der fremkalder fortidens krænker hos den elskede, og én, der danner en støttende alliance med den side af den elskedes personlighed, der blev tvunget under jorden i fragmenteringsprocessen.

Når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet.

Vores største frygt er ikke vores utilstrækkelighed. Vores største frygt er at tage ejerskab for vores eget lys og lade det stråle. Det er her, forelskelsens visdom bliver synlig. Den elskedes krænkende aspekt har tvunget os til at tage livtag med vores indre krænker i stedet for at se den elskede som syndebukken – et opgør, som vores overbevisninger og overlevelsesstrategier har forsøgt at skærme os fra hele livet.

Hemmeligheden bag et glædesfyldt liv består ikke i at slippe uden om livets uundgåelige frustrationer og nederlag, men i at lære at rejse sig fra dem. Snarere end at udholde vores sårs nedbrydende påvirkning må vi lære at komme os over dem. Jo hurtigere vi er i stand til at rejse os fra dem, desto større er vores evne til at føle glæde.

Men sandheden er, at vores medmenneskelighed ikke udvikles på trods af vores sår, men som et resultat af vores sår.

i må turde være nysgerrige, når livet buldrer på vores dør og udfordrer os på uventede og nye måder. Vi må turde være nysgerrige på os selv og hinanden, når uoverensstemmelser og konflikter banker på i parforholdet – og så gå et spadestik dybere.

Forelskelsen bærer altid på et ekstraordinært løfte. Men det er ikke løftet om et ekstraordinært liv hinsides det ordinære. Og så alligevel! Løftet, der gemmer sig i forelskelsen, er måske livets største gave – nemlig løftet om at udfordre os til at turde være til stede med alle aspekter af vores væsen foldet ud på godt og ondt. Og så vil vi opdage, hvor ekstraordinært det helt almindelige er.

i kigger ind i vores egen dybeste længsel og inderligste håb om, hvad der er muligt mellem to mennesker. Men vi kigger også ind i vores dybeste skuffelse: den indre selvfordømmelse, der fortæller os, hvorfor lige akkurat dette ikke er muligt for lige akkurat mig. Men i forelskelsesrusen lokkes vi sødmefuldt af øjne, der fortæller os, at „alt er muligt“.
For at realisere vores drømme må vi turde at tage ejerskab for disse drømme. Det vil sige, at vi må have modet til at møde den tvivl, skuffelse og skam, der blokerer for virkeliggørelsen af vores dybeste længsler og drømme. Vi håber, at parforholdet vil gøre det for os. Men gaven, den elskede bringer, er en ganske anden, nemlig udfordringen til at møde os selv og tage ejerskab for den drøm og længsel, der, hvis vi mærker efter, sikkert har boet i os, så længe vi kan huske.

Når vi forstår den mytiske hårdknude, har vi et helt andet grundlag for at sige ja til den udfordring, det virkelig er at danne par med et andet menneske. I stedet for at gå fra det ene forhold eller ægteskab til det næste – i håb om endelig at få vores længsler indfriet – vil vi opdage, at ét ægteskab kan indeholde mange ægteskaber. Ønsker vi at skabe det forhold, vi længes efter, er løsningen ikke nødvendigvis at gå ud og lede efter den næste partner for at få opfyldt disse længsler. Snarere gælder det om at forstå, at når vores ægteskab synes at synge på sidste vers, er det, fordi vi tøver med at krydse tærsklen til en ny, større, sjovere og sandere version af „dig og mig“, der i højere grad reflekterer vores ægteskab. Og udfordringen er altid den samme: Noget må dø, for at noget nyt kan fødes. Vi må sammen krydse tærsklen fra vores nuværende ægteskab til det næste.

Den mytiske hårdknude giver os netop en storslået mulighed for at lære det sidste. Det er vores evne til at regulere vores aktive sår, der bestemmer, hvor gode vi er til at komme os over skuffelser og nederlag. I stedet for at reagere pr. refleks eller instinkt (hvilket blot fjerner vores fokus fra det, der betyder mest for os i livet) må vi lære at være opmærksomme på vores sårede følelser og tanker og dét, de gør ved os. Så længe vi ikke tror, at vi er „nok“ i os selv, kan vi ikke fuldt ud være til stede med hele os selv. Og så kan vi heller ikke fuldt ud være til stede sammen med andre.