En helt anden historie

Henrik og Katarina Malmgren hedder det ene par.

“Jeg og Tallin har snakket om det,” sagde han.

Barbarotti, insisterede de på, at han slog sig ned ved deres bord og snakkede ondt om de

“Der skulle vel ikke ligge en urmager i nærheden af hotellet?” spurgte Gunnar Barbarotti. “Jeg har brug for at købe et nyt ur.”

“Skråt ovre på den anden side af gaden,” sagde Schwerin.

Ham, der slog hende ihjel, kan ikke have været en, hun havde noget med at gøre, det skal du være klar over.

Ikke helt usandsynligt?” sagde Astor Nilsson.

“Ikke helt usandsynligt,” sagde Carlsson. “Linköping vil også udtale sig om det spørgsmål.”

“Nå,” sagde Barbarotti. “Er der ellers andet fra teknikerne?”

Det var der ikke. I stedet gik man videre til, hvad samtalerne med Erik Bergmans bekendte og slægtninge og naboer havde givet. Der var blevet gennemført seksogtredive sådanne samtaler, og for at kunne give alle et nogenlunde dækkende overblik havde kriminalassistent Gerald Borgsen, alias Sorgsen, påtaget sig opgaven med at gennemlytte alle båndene og læse alle udskrifterne. Hvordan han havde kunnet nå det, var en gåde, men Sorgsen havde ry for at være noget af en gåde i sig selv. Lavmælt og stilfærdig og lidt svær at komme ind på livet af og – som antydet – en smule sørgmodig.

Det tog næsten en time, og man kan vel sige, at billedet af Erik Bergman blev en smule klarere. Selv i den nærmeste vennekreds – tre-fire andre ungkarle, som han plejede at gå på værtshus med – blev han anset for svær at komme ind på livet af. Lidt af en enspænder, var det blevet sagt, til trods for at han havde levet en ret stor del af sit liv på værtshuse. Ikke engang når han blev beruset, og det skete af og til, havde han haft for vane at åbne sig. For at belyse dette citerede Sorgsen en vis Rasmus Palmgren, der havde kendt Bergman, siden de begyndte i første klasse: “Man vidste ligesom aldrig rigtig, hvor man havde ham.

Hvem fanden har lavet den liste, tænkte Barbarotti. En ti år gammel knæskade? Det må være Backman, som tager gas på mig.

Erik Bergman nummer fire var toogtredive år gammel. Ligesom nummer to var han nytilflyttet. Far til tre børn med adresse på Lyckebogatan og arbejdede på Kymlingeviksskolen som fritidspædagog. Han stod faktisk i strafferegisteret med en enkelt postering – forseelsen var vold mod tjenestemand i forbindelse med en fodboldlandskamp på Råsunda i 1996. Han havde været sanseløst beruset og havde så smadret en pølse med brød, sennep, ketchup og agurkesalat ud i ansigtet på en politimand.

hedder Erik Bergman, så var det måske en ide, hvis du alligevel tog et kig på dem. Hvis det nu skulle vise sig, at du kender nogen af dem …”

“Hvis listen ikke er alt for lang.”

“Tak, hr. politibetjent. Hvor skal jeg sende den hen?”

Ingen sagde noget i ti sekunder. Kommissær Tallin løftede højre hånd og sænkede den igen.

“Det er det rene kaos her,” sagde hun.
“Hvorfor det?”