Sølvfuglens børn

Maskinen tabte højde uden varsel. De havde fulgt flodens brede sølvbånd i mere end ti minutter, da det skete. Et varmesøgende missil havde ramt maskinen foran dem og en vragstump var banket durk igennem datastyringen. Heller ikke de håndstyrede instrumenter gav noget livstegn fra sig.
Chefpilot Andersson havde siddet med hovedet trykket helt ud mod det yderste vindue og dirigeret retningen.
Ørken og atter ørken. Op mod tusinde kilometer ørken.
Her på det sidste var der dukket en strimmel skov op på den ene side. På den anden side var bevoksningen bredere og rakte sine steder langt ind i landet, før ørkenen igen tog over.
– Kunne blive fint landbrugsland, havde andenpiloten netop sagt, da maskinens fire jetmotorer satte ud samtidig.
De havde været tredive, men efter mavelandingen i ørkenen var de kun seksogtyve og endnu seks blev suget ned sammen med maskinen, da den som en stor såret sølvfugl blev trukket ned i kviksandet.
Efter at have levet på sultegrænsen i tre uger besluttede de at skilles. Elleve besluttede sig for at tage over floden i den gummibåd, der var blevet slynget ud af flyveren ved nedslaget og ni valgte at blive på denne side floden; de havde set nogle hjortelignende dyr og ville forsøge at opspore dem.
– Vi må da have et lille minde om hinanden, sagde Andersson lunt og fremdrog et aflangt skilt.
– Hvad i alverden er det? Ginie Renolds skyggede for øjnene for bedre at kunne læse, hvad der stod.
– Jeg aner det ikke, sagde Andersson, det er kinesisk. Skal vist nok læses bagfra. Måske er det et vejskilt. Min far sagde, det bragte lykke.
– Han er blevet snydt, hvis han har betalt for det, sagde Ginie.
Andersson nikkede, så brød han skiltet over knæet og rakte det ene til Ginie.
– Som en slags minde sagde han