Jeg hedder Folkví

Snakken er faldet på en thul fra naboherredet, en del yngre end Áslakr og meget populær på Østlandet, som kom for at udlægge vejret i sidste uge, og Thora ser på Áslakr.

Mere som det passer til en efterårsdag, uden det beroliger ham synderligt, for det er lige så underligt varmt.

Han er lav og har et bredt, charmerende ansigt, ligner en, der kun lige er vågnet, helt tillidsfuld og varm.

De er overstadige, helt fortumlede over vejromslaget i sig selv og så det særlige, at det falder sammen med gildet i eftermiddag, det snarlige vintertogt. Áslakr prøver at vende fokus mod noget i sig selv.

Den, der ingen fortid har, har ingen skæbne, og hun har ingen fortid.

Áslakr må have været halvvågen uden selv at vide det, for han åbner øjnene øjeblikket efter og lytter opmærksomt.

Folkví slår en hånd for munden, det er Áslakr, der er kommet hjem, siger hun.

Thora læner sig ind over Folkví og hjælper hende ned at ligge. Hun har taget en stuvning af duehjerter med, og nu venter hun på, at den virker, så Folkví falder hen, og hun selv kan lukke sig ud.

Áslakr og en af tjenestefolkene står og taler lavmælt, da Folkví træder ind ad døren, han afbryder samtalen.

Hele hendes udstråling er effektiv og utålmodig, og Folkví får lyst til at dreje af.