Begyndelsen

, som ethvert Menneske udførte af smaat eller stort, maatte have Realitet for det – og Realitet kan Tingene kun faa udfra Følelse, udfra Fantasi, udfra Kærlighed. Dette vilde jeg brændende ønske. Saa lever vi ikke som Realister, der ved Fyraften svinger mellem Mareridt og Dagdrøm. – Og en Samvittighed, der ikke blot er et plagsomt Fremmedelement, vilde fødes ud af vor Evne til at forestille os Virkeligheden. En Evne som stadig skal opdyrkes.

Følelsen af at være uiagttaget, som udtrykkes hos de fotograferede – paa Glemslen af at være iagttaget – som var Kameraet et guddommeligt eller dæmonisk Øje, for hvilket Mennesket folder sig ud i fuld Uskyld, og behandles det – maaske lyder det taabeligt, men Betragtningen af disse Billeder indgiver Tanken – bruges dette Øje med mindre end Kærlighed, da udleverer det til Pinlighed og Indiskretion. Utrolige Modsigelse: Hvilken Uskyld, hvilken Selvforglemmelse og hensynsløs Spontaneitet maa Mennesker, i Følelsen af Uiagttagethed, ikke netop udfolde for det eksakte magiske Øje, for ikke at lammes af det. Hvor humant og fredsommeligt, hvor strengt det ellers kan være, hviler ikke en Malers Øjne i Modsætning dertil paa sin Genstand

Erkendelsen fremmer Følelsen, og Følelsen Erkendelsen, og at det beror paa en skæbnesvanger snart begrebsmæssig, snart følelsesbetonet Misforstaaelse, ja en falsk Livsopfattelse og Levemaade at sætte Fjendskab imellem dem og mene, at den ene nødvendigvis skal trives og udfoldes paa den andens Bekostning. I rationel eller romantisk Ekstrem – som Skelet eller Protoplasma – forbereder de ikke blot deres Modsætnings, men ogsaa deres egen Undergang. Vor Fremtidsmulighed ligger i at opløse denne irrelevante, men virkningsfulde Konflikt og give den dramatisk Form; i dens momentane Ophævelse i den Enkelte bliver der ogsaa Rum for Afvejelsen af Muligheden for Integritet i Verden, som den i Øjeblikket er, og for Muligheden af, at Begyndelsens Inspiration – og Nød – ikke blot bliver et Barndoms- og Ungdomsfænomen, men atter og atter fra Myten og Utopien, Erindringen og Haabet som et Lyn slaar ned i det Personlige og tænder

har opdelt vort Liv i Funktioner, som ikke berører hinanden, men fuldbyrdes i hver sit absolutte Rum. Sportshelten køres i Bil til Opvisningspladsen for at han kan spares til at præstere det fuldkomne i sit absolutte Rum. Regeringskontoret er indrettet med alle tænkelige Bekvemmeligheder for at Chefen kan præstere det fuldkomne i sin Zone. Forretningsmanden kører fra og til Kontoret i Bil, som er Hvilens Rum, for derefter at gaa en lang Tur uden særligt Maal eller tage et Spil Tennis i Motionens absolutte Rum. Poeten sidder i sit Elfenbenstaarn og Videnskabsmanden i sit Laboratorium, og ved Transportbaandet staar Arbejderen med sit monotont-ensidige Fuldkommenhedsgreb. Hele Jorden er snart jævnet og rationaliseret for at vi kan fuldkomme vort Væsen i absolutte Rum. Men dette fuldkommede, indespærrede, emanciperede Væsen hungrer efter Virkelighed og begynder at ekspandere. Livsplanerne absoluterer sig lidt efter lidt – i Dag drejer det sig ikke for Fagene og Livssynene om at ordne og begrænse hinandens Plads paa et Virkelighedsfelt, som man er stiltiende indforstaaet om. Hver især tager Patent paa hele Virkeligheden og frakender den anden al Virkelighedssans. Derfor bliver den gensidige Forstaaelsesmulighed stadig forringet. Man kan spore det i hvilken som helst Avisdebat, som enten dør hen af kølig Mangel paa gensidig Forstaaelse eller slæber sig af Sted gennem en Spidsrod af Injurier. Næsten alle Emancipationerne kræver universel Udstrækning, koste hvad det vil. Der gælder omsider et Ismernes, et Fagenes og Specialernes bellum omnia contra omnes.
„Things fall apart; the centre cannot hold; mere anarchy is loosed

ge Ungdoms Land.“
Saa fint, saa nøgternt og sødmefyldt et Udtryk for Skepsis overfor Opfyldelsen skal man lede om. Den Skepsis er vor i Dag, og da begynder vi omsider at længes efter at længes. Vi kan længes efter Katedralen, som kun er stenhugget Længsel. Men de, som byggede den, længtes efter Gud.
Længslen for Længslens egen Skyld: dette Tema er kun eet (selv om det maaske er det vigtigste) mellem hundreder sideordnede Temaer. Pacifisme, Freden for Fredens Skyld, l’art pour l’art, Kunsten for Kunstens Skyld – har det været kendt saa bevidst før? Er det ikke strengt logisk, at samtidig med Pacifismen opstaar Fascismen; samtidig med Tanken om Ikke-Vold den ekstreme Voldsideologi: Krigen for Krigens Skyld? Men alle disse Emancipationer ligger jo i Kim i det moderne heterogene Samfund. Vi

over i Vinter, og Ungdom i Alder, ja endog Elskov ældes og dør?“
Men Ossian svarede: „De dødeliges Verden er imod din Verden kun som en Sandmark mod en blomstrende Abildgaard. Men hvor alt er Lys og Herlighed, ser man ikke Lyset, føler ikke Herligheden. Jeg længes efter en mislykket Jagt, efter en usikker Strid, efter Forskel og Omskiftelighed; jeg længes efter en uopfyldt Længsel engang igen. Naar jeg har prøvet dette, og faaet Gubberne til at rette Ryggen og Kæmperne til at se op med lysende Øjne ved Sagnet om alt, hvad jeg saa i den evige Ungdoms Land, naar jeg har set, at min Sang endnu er mægtig til Fryd og Smerte som tilforn – da kommer jeg tilbage her til dig, Niav, med frisk Hu til din og dit Lands Dejlighed. Blot jeg faar bragt mit Folk det Budskab, som ingen dødelig før har bragt det, skal jeg leve lykkelig og med Fred i den evi

Køns-, Magt- og Selvopholdelsesdrift, da disse jo dog kun er de Ruser, som Længslen undervejs mod sin virkelige Bestemmelse har forvildet sig ind i.
Anelsen om al Opfyldelses Overmæthed og Kedsomhed og Længslen mod Længslen staar at læse i et af de sidste irske Oldsagn: „Ossian i den evige Ungdoms Land.“ Niav er Prinsessen, som han har ægtet dér:
Og Ossian sagde til Niav: „Lad mig en kort Stund gaa hjem til mit eget Land, Irland, for at jeg dér kan møde mine Venner og Frænder og fortælle dem alt, hvad Ære jeg har vundet, og hvad Lykke jeg nyder i den evige Ungdoms Land.“
Da brast Niav i Graad og slog Armene omkring hans Hals: „Hellere,“ sagde hun, „beder jeg dig glemme den glædeløse graa Verden, du nu taler om. Hvad er det værd at leve i et Land, hvor Sommer sygner

Begyndelsen

Begyndelsens Tid, Begyndelsen i alt – er det ikke Sjælens sande Livselement. En klar homerisk Morgen, Summen af alle stærke Morgener, vi har kendt. Barndom og Ungdom og den første Kærlighed: har vi ikke bestandig Hjemvé mod dem, som var vi udenfor det egentlige, paa et fremmed Sted, hvor alt er Foreløbighed og Gennemtræk? Begyndelsen er Sjælens Hjem. Derfor længes vi tilbage; – og længes vi frem, er det mod en ny Begyndelse. Vi lever mellem den svundne og den kommende Begyndelse. Over Begyndelsen hviler Mytens Sollys.
Den sentimentale længes da lammende efter det, han har tabt, han ved ikke, at Genstanden for hans Længsel er ligegyldig, Længslen selv afgørende. Først den klare Bevidsthed erkender, at det vi længes efter er vor tabte Længsel. Der er en uafvendelig Aftenrøde i det, en Aroma af Undergangsmod; det er en Sluttilstand. Hvilken større Gave kunde bringes Menneskene end en ny Længsel, en ny Forventning! Det higer vi imod, og ikke, som vi maaske først vilde tro, Opfyldelsen. Det er Begyndelsens Kærne: en straalende Længsel, som er Forventning. Vor Længsel er blevet en Lidelse, som vi søger at befri os for gennem Opfyldelse eller Afskrivning; og mens vor Længselsevne langsomt hensygner, bliver Livet udtørret, festløst og hverdagsforpint. Pinefuld Længsel kan udspringe af simpel Nødtørftighed, men det er før hændt, at den dristige, umættelige, som stod ved Opfyldelsens yderste Grænse, pludselig, overrumplet, oplevede den virkelige Længsels Genesis. Hvor dybt har Psykologien ikke fejlet ved at kalde denne Længsel for en Sublimering af

Begyndelsen

Begyndelsens Tid, Begyndelsen i alt – er det ikke Sjælens sande Livselement. En klar homerisk Morgen, Summen af alle stærke Morgener, vi har kendt. Barndom og Ungdom og den første Kærlighed: har vi ikke bestandig Hjemvé mod dem, som var vi udenfor det egentlige, paa et fremmed Sted, hvor alt er Foreløbighed og Gennemtræk? Begyndelsen er Sjælens Hjem. Derfor længes vi tilbage; – og længes vi frem, er det mod en ny Begyndelse. Vi lever mellem den svundne og den kommende Begyndelse. Over Begyndelsen hviler Mytens Sollys.
Den sentimentale længes da lammende efter det, han har tabt, han ved ikke, at Genstanden for hans Længsel er ligegyldig, Længslen selv afgørende. Først den klare Bevidsthed erkender, at det vi læn