Faust

g findes evigt gådefuldt
usynligt synligt tæt ved dig?
Lad hjertet fyldes helt af dette store,
og når du føler dig lyksalig,
så kald det, hvad du vil!
Kald det for lykke! hjerte! kærlighed! ja Gud!
Jeg kender intet navn
for dét! Jeg ved kun, følelse er alt!
Et navn er klang og tåge blot,
der helt fordunkler himlens flamme.

en altomfattende,
den altbevarende,
omfatter og bevarer han
da ikke dig, mig og sig selv?
Og hvælver himlen sig da ikke over os?
Og ligger jorden ikke fast hernede?
Og stiger stjerner ikke frem
og blinker venligt i al evighed?
Og når vi stirrer i hinandens øjne,
bevæges du så ikke af alt dette,
der trænger ind i hoved og i hjerte

Med ringe vid og stort behag
ser du dem kredse om sig selv, helt som en mis,
der løber rundt og rundt imod sin halespids.
Hvis bare de kan blive hovedpinen kvit
og værten fortsat giver dem kredit,
så kan de leve ubekymret, let og frit.

et menneske, der helt vil fatte,
hvad livet er, må fjerne ånden fra det.
Så har han alle enkeltdele i sin hånd,
men mangler jo desværre! åndens bånd.

an har et sindelag, som altid uforsagt
vil trænge fremad og af sted,
og som i overilet stræbsomhed
på intet punkt får jordens glæder med.

Kan du med smiger få mig til at tro,
at nydelse er alt, hvad der er værd at kende,

en anden side angår mig kun lidt.
Når du engang har smadret verden her,
så lad den anden dukke op med sit.
Det er på denne jord, min glæde er.
Min smerte findes under solens skær.

en ene holder fast i verden her
med elskovslyst og klamrende organer.
Den anden hæver sig fra jordens ler
til vores ophavs himmelhøje baner.
Åh, hvis der findes ånder i den klare

u kender kun til denne ene drift.
Så gid, du aldrig lærer, der er to!
De bor i mig og levner ingen ro.

og ødelægger hver en glad og rolig stund
og gemmer sig bag masker, der bedrager,
som hus og hjem, familie og meget mer,
som ild og vand, som dolk og gift, der frister.
Du ængstes for alt det, der ikke sker,
begræder altid det, du aldrig mister