Lolita

Han knuste mit hjerte. Du ødelagde bare mit liv.“

Det var kærlighed ved første blik, sidste blik, evig og altid blik

Den uge med spredte byger og skygger, der fulgte efter vores sidste besøg til den ubevægelige sandstrand langs Hourglass Lake var en af de mest triste, jeg kan huske. Men så kom der to-tre svage stråler af håb – før det endelige solbrud.

„John,“ udbrød Jean, „hun er hans barn, ikke

Harold Hazes. Forstår du ikke det? Humbert er Dollys rigtige far.“

Hun udviste en indædt, umættelig nysgerrighed efter at vide noget om min fortid. Hun ønskede at genoplive alle de kvinder, jeg havde elsket, så hun kunne få mig til at tale nedsættende om dem, trampe på dem, afsværge og fordømme dem helt og aldeles og på den måde tilintetgøre min fortid.

men fordi selv mine penge i hendes øjne fik en magisk aura af mandighed, og hun opfattede vores fælles konto som en af den slags sydlandske boulevarder, hvor der ved middagstid er tæt skygge i den ene side og strålende solskin i den anden hele vejen ud til enden af udsigten, hvor bjerge hæver sig i en lyserød dis.

Og selv om jeg ikke havde nogen særlig trang til at forsyne slægten Humbert med en kopi af Harolds produkt (Lolita var jeg med et incestuøst gys begyndt at betragte som mit barn), faldt det mig ind, at en langvarig fødsel med et godt kejsersnit og andre komplikationer på en tryg fødeafdeling næste forår måske kunne give mig mulighed for at være alene med Lolita i flere uger – og til at proppe min slatne nymfette med sovepiller.

Med en brutalitet, der ellers aldrig viste sig i min kærlige kones milde væsen, angreb og tilretteviste hun alle de af Los små ejendele, der havde forvildet sig ud forskellige steder i huset, hvor de var stivnet som hypnotiserede kaniner.

Det var moradsets omfang. Jeg husker, at jeg nåede tilbage til parkeringspladsen og pumpede en håndfuld rustsmagende vand op og drak det forslugent, som om det kunne give mig magisk visdom, ungdom, frihed og en lillebitte konkubine.