Alfedalen ligger under et kæmpe egetræ, dybt nede ved skovbunden, med grønne efeu og smukke blomster i varme farver. Gule følfod, lilla martsvioler, blå, gule og hvide anemoner, vorterod, kodriver og guldstjerner.
Alfedalen er et rigtig rart sted at være. Alle alferne hilser altid på hinanden og smiler og er glade. De hjælper hinanden og er der altid for hinanden. Der er altid liv og glæde i alfedalen.
Alferne sørger altid for at være glade, og hvis noget driller, eller der er noget i vejen, så prøver de altid hurtigst muligt at løse problemet, så de igen er glade.
Alle de små alfebørn går i skole. Det er en god skole, og alfebørnene er ved at lære en masse i skolen, og de lærer også, hvordan de skal opføre sig.
Alferne er rigtige alfer. Nogle tykke, nogle tynde, nogle har en topmave. Store blå eller brune mandeløjne lyser fra de kærligste små ansigter.
Uddrag af bogen
En lille tåre fra alfens kind er nu blevet til en lille dråbe så smuk.
Dråben slipper nu stille sit tag i alfens hage for at dryppe ned og ramme den store kvist i egetræet, alfen sidder på.
Noget magisk sker.
Pludselig begynder kvisten, alfen sidder på, at bevæge sig. Alfen stivner og kigger med store øjne rundt for at finde ud af, hvad der sker. Alfen holder godt fast i kvisten.
En stemme så rolig, en stemme så dyb, en stemme så behagelig, bevæger sig nu i nattens stilhed så klar og tydelig.
Stemmen kommer fra træet, træet kan tale, træet er levende.
”Du lille alf, du sidder på min næse. Det kilder, vil du være sød at rejse dig og hoppe lidt, ellers kommer jeg til at nyse, og du vil falde ned.”
Alfen sidder med åben mund og kæmpe øjne, tænker, om det er virkeligt, det her.
”Du, lille alf, hører du … Aaaaa … Aaaaaa … Aaaaaauuutttttt …” Og alfen skynder sig at rejse sig op og hoppe rundt på kvisten, som åbenbart er det store egetræs næse.
Om forfatteren
Josefine Guldahl er født 1987 i Horsens. Hun er optaget af eventyrets forunderlige verden og de muligheder, den rummer for at give lærdom til børn og unge på en sjov og spændende måde.
