Et lille kræ

Der er for sindets tilfredsstillelse stor forskel på, om man frembringer noget nyttigt eller noget værdiløst. Og navnlig er det af stor betydning for barnets udvikling til samfundsmenneske, at det gennem legen drages med ind i samfundsprocessen; ørkesløs leg gør udflydende og åndelig brusket – gør asocial. Jeg måtte tidlig bære min andel af byrden ved opretholdelsen af hjemmet og fik samfundssind af det

Som barn af underklassen lærer man – for så vidt man er akklimatiseret dernede – to ting, der vidunderligt supplerer hinanden: en stoisk tilfredshed og en ubændig utilfredshed. Utilfredsheden er vel moder til alle fremskridt, men den må være tilsat en vis indre tilfredshed eller optimisme; det var aldrig de sure, der lavede verden om. Det er en stor ævne at kunne tage det som det falder; uden den var proletariatet forlængst gået menneskeligt til grunde. Og det er navnlig en stor kunst at kunne forsone sig med det, der ikke kan være anderledes, og samtidig sætte løs på tilværelsen – som navnlig mor kunne det – lave om på den så langt det er muligt, og tage resten som noget der skal være, med glad sind.

En god barndom har jeg – når alt tages i betragtning – haft, hvad altså ikke er helt det samme som en lys barndom. Denne kan måske være en kilde til stor ydre styrke, jeg ved det ikke. Men en opvækst i al slags vejr er en kilde til indre styrke; man kan øse af den hele sit liv

Naturligvis blev resultatet et andet end om jeg var vokset op efter alle barneplejens regler: med dyrlægekontrolleret jerseymælk, daglige bade, sol og sol og sorgløs leg. Jeg var blevet mere rødkindet så, galdeblæren var skrumpet ind til ingenting og erstattet af et organ til udsondring af velvillig egoisme. Men rent bortset fra, at egoisme også kan opstå af nød (der skal ganske vist megen nød til), så er jeg ikke vis på, at en opvækst i sol og sorgløshed er af værd i tilværelseskampen, netop som den former sig i dag. Rent fysisk måske nok, man bliver legemlig sund, men på bekostning af åndsævner, der vel har lidet med naturen at skaffe, men er af så meget større betydning i vor menneskeverden. En lys barndom gør sund og veltilfreds, venlig-egoistisk (asocial) og dum

Ligesom den syge ikke gærne arbejder, tænker den sunde meget nødig; begge dele er imod naturens orden. Tænkning er et sygdomsfænomen eller i bedste fald et resultat af uligevægt, forstyrrelse; den sunde, ligevægtige spekulerer ikke over tingene men tager dem som de falder. Min egen trang til at vende og krænge foreteelserne har hængt nøje sammen med manglen på ro og harmoni, med ufordrageligheden i mit indre

Gennem hele livet har den følelse fulgt mig, at jeg var to: Et Jeg som ingen kunne gå i rette med, så suverænt hævet over al tvivl og al kritik var det; og et andet Jeg af skrækkelig mislykket art, som Jeg holdt i hænderne og skulle se at få form på. Følgen er, at jeg altid har arbejdet – hekset kan jeg godt sige, ja ofte kludret – med mig selv