Nadia Nadim – Min historie

Uroen rumler på kvindelandsholdet straks efter EM.
En nat i august 2017 ringer min telefon i Portland. Jeg tænder ikke lyset på mit værelse, men famler mod natb

Jeg skal nemlig videre til Manchester, hvor jeg skal vises rundt og se, om et skifte fra Portland til Manchester City er noget for mig. Jeg vil se stedet med egne øjne, før jeg skriver under på noget.
”Nadi, Nadi, Nadi!”

Det var først, da Nils Nielsen blev træner for landsholdet, at jeg følte glæde ved at træne og spille på holdet. Jeg elskede hans stil, hvor jeg fik det frirum, jeg behøver for at kunne agere intuitivt.

Jeg, som ikke kan tabe et spil UNO uden at hidse mig op, forsøger at smile til folk.

Fremme ved EM i Holland er min form kommet på plads, mit knæ har det fantastisk, og Nils har tillid til mig.

I stedet melder klubben Sky Blue FC sig på banen. De tilbyder mig en kontrakt på to år, men jeg har ikke lyst til at underskrive en flerårig kontrakt uden at vide, hvad jeg går ind til, så det bliver arrangeret med Fortuna Hjørring, at jeg kan starte på en kort lejekontrakt på to måneder.

Med jetlag op til begge ører kommer jeg til klubben Sky Blue FC i New Jersey i juni 2014. I bagagen har jeg flere års drømme om at spille i den amerikanske liga. Nu bliver de opfyldt med en tomåneders lejekontrakt med klubben her på østkysten.

Han hiver en stol hen og sætter sig ved siden af mig.
”Nadim, du tror, du kan alt. Men ved du hvad? Det kan du ikke. Du kan blive verdens bedste fodboldspiller, men du skal droppe den der attitude. Du skal ikke tro, du er noget.”

Jeg føler det, som om jeg er sat i fængsel. Jeg skal passe ind i et mønster, en spillestil, hvor alt er planlagt. Det er ikke unormalt at høre beskeder som: Når den-og-den situation opstår, skal du sparke med højre ben i en 30 graders vinkel.

”Du er ikke koncentreret, Nadim,” lyder det fra Kenneth.
”Jo, det er jeg. Det er faktisk sådan her, jeg bedst holder koncentrationen,” siger jeg.
”Fint nok, men lige nu og her skal du bare gøre sådan, som vi siger,” lyder hans ordre. Han taler også til os, som om vi var børn. Vi skal huske ikke at spise slik eller kager efter aftensmaden. Som om vi ville gøre det. Vi er voksne kvinder, der godt ved, hvordan vi skal holde vores krop klar.