Knogler i sandet

ned ad skråningen mod fjenden. Men skønt han skælvede af frustration, gav

„Du har den og dermed retten til at lede tusind mand, Jochi. En mand der har kommandoen over et jagun, har en af sølv som denne.“ Tsubodai viste ham en større blok af hvidligt metal. „Forskellen er at paitzen af sølv bliver givet til en mand der er valgt af officererne i hvert af de arbaner han har i sin kommando.“
„Det ved jeg,“ sagde Jochi.
Tsubodai sendte et blik ned mod ridderne der arbejdede sig nærmere.
„Officererne i dette jagun har bedt om at du skal anføre dem, Jochi. Jeg har ikke haft nogen andel i det.“ Han rakte sølvpaitzen frem, og Jochi tog den med glæde og afleverede guldet til gengæld. Tsubodai var alvorlig og bevidst formel, men hans øjne strålede.

Tsubodai satte sin lid til spejdere, træning, taktik og bueskytters dygtighed mere end til noget andet, men de mænd der fulgte ham, så kun at han sejrede, uanset hvor ringe hans odds var. Som andre mænd kunne tilvirke en saddel eller smede et sværd, kunne Tsubodai skabe hære af mænd, og Jochi vidste at det var et privilegium at lære ved hans side.

godt brugt og havde huller og rust mange steder. Hans hjelm bar mærker og buler fra de gange den havde reddet hans liv. Hele hans mundering, hans udstyr og våben, var slidt af mange kampe, men manden selv var stadig lige så hård og ubøjelig som vinterjorden. I løbet af de tre år hvor han havde plyndret de nordlige territorier, havde han kun tabt en enkelt træfning og var vendt tilbage dagen efter for at udrydde den pågældende stamme inden rygtet kunne sprede sig. Han havde lært sit håndværk i et land der syntes at blive koldere for hver mil man rejste gennem dets ødemark. Han havde ingen kort til at vise sig vej, kun rygter om fjerne storbyer ved floder så bundfrosne at man kunne bålstege okser på isen.
Ved hans højre skulder red Jochi, den ældste af khanens sønner. Han var endnu ikke fyldt sytten, men var en kriger med mulighed for at arve nationen og måske endda få kommandoen over Tsubodai i krig. Også Jochi bar en rustning af fedtlæder og jern, foruden den oppakning og de

beder dig om at skåne os og nøjes med at tage