Marianne Fredrikssons forfatterskab er usædvanligt. Hun læses nu på 40 sprog, senest har Indonesien og Bangladesh føjet sig til landene, hun udkommer i - og Cuba er på vej. I Sverige er Marianne Fredriksson en selvskreven succes.
I sin nye roman arbejder Marianne Fredriksson videre på det tema, som hun allerede har udviklet i de klassiske romaner Huset ved kysten og Anna, Hanna og Johanna: Hvordan vi formes til dem, vi er, og hvordan vi kun kan udvikle os sammen med andre.
Katarina Elg er ung og fri. Hun vedkender sig sin seksualitet og forelskelsen. Men hun er bange for nærhed og for at binde sig. Det vigtigste af alt for hende er selvstændigheden, friheden til at bestemme over sit eget liv.
Så bliver hun gravid og beslutter sig for at få barnet alene. Da hun fortæller barnets far sin beslutning, slår han hende ned.
Da hun genvinder bevidstheden på hospitalet, begynder hun at ane en sammenhæng. Hun er selv vokset op i en familie, hvor hendes mor mishandledes systematisk.
Går vold i arv? Både hos voldsmand og offer? Med disse nye tanker nærmer hun sig sin mor. De to kvinder begynder at åbne sig for hinanden. Erindringer dukker op, sammenhænge åbenbares, og Katarina kan endelig forstå, hvorfor moderen blev i det krænkende ægteskab.
