Vinterkongen

Sådanne beviser er næppe fyldestgørende, lige så lidt som den tidligste litterære henvisning til Arthur er det, nemlig en forbigående omtale i det store episke digt Y Gododdin, der blev skrevet omkring år 600 og priste et slag mellem briterne i nord (»en mjødudrustet hær«) og sakserne, og mange lærde mener da også, at denne omtale af Arthur er blevet føjet til langt senere.

Efter denne ene, tvivlsomme omtale i Y Gododdin må vi vente to hundrede år på en historikers beskrivelse af Arthurs eksistens, et tidsrum, der svækker bevisets autoritet. Ikke desto mindre gør Nennius, der samlede sin historie om briterne i det 8. århundredes allersidste år, meget ud af Arthur. Det er værd at bemærke, at Nennius aldrig kalder ham konge, men snarere beskriver Arthur som Dux Bellorum, kampanfører, en titel, jeg har oversat til krigsherre. Nennius benyttede sig bestemt af gamle folkeeventyr, der var en frugtbar kilde, som gav næring til de stadigt hyppigere genfortællinger af Arthurs historie og nåede et højdepunkt i 12. århundrede, da to skribenter i forskellige lande udødeliggjorde helten Arthur. I England skrev Geoffrey af Monmouth sin vidunderlige og mytiske

Historia Regum Britanniae, mens digteren Chrétien de Troyes i Frankrig blandt andet tilføjede Lancelot og Camelot til det kongelige persongalleri. Navnet Camelot kan have været ren opdigtning (eller tilfældigt taget fra det romerske navn for Colchester, Camulodunum), men ellers benyttede Chrétien de Troyes sig næsten med sikkerhed af myter fra Bretagne, der, ligesom de walisiske folkefortællinger, som gav næring til Geoffreys historie, kan have bevaret virkelige minder om en helt fra gamle dage. I det 15. århundrede skrev sir Thomas Malory så Le Morte d’Arthur, forbilledet til vores farvestrålende legende om Arthur med dens hellige gral, runde bord, myge jomfruer, mægtige troldmænd og fortryllede sværd.

Dette forår blussede krigen op igen, men i begyndelsen mindre ødelæggende. Arthur havde betalt Oengus Mac Airem, den irske konge af Demetien, guld for at angribe det vestlige Powys og Silurien, og disse angreb tappede fjenden på vor nordgrænse for kræfter.

Senere, meget senere, når vi så tilbage på denne tid, kaldte vi den simpelthen for »de dårlige år«, men vi talte sjældent om dem.

»Min herre og konge vil ikke kæmpe mod Dainnonia,« hørte jeg Conrad forsikre Bedwin, da de to biskopper gik frem og tilbage på terrassen foran villaen i Lindinis, »men han vil heller ikke kæmpe for den skøge fra Henis Wyren.«