I glimt

Det er en forsvarstale for Anton Pavlovitj og i det hele taget en fremragende lille bog, tag den ned fra min hylde engang og læs den, så vil du langt om længe indse, hvor meget fejl du har taget.

Og tiden går uafbrudt, den polerer på og former os alle, visker et menneske bort, som du slet ikke nåede at lære at forstå.

Alle de gamle, falmede fotos, evig og altid samme smøre, den generelle følelse af alderdom, underkastelse og given afkald på alt, der altid følger ham som en skygge, når han vender hjem fra plejehjemmet; Esko sidder i sin grundigt polerede Chevrolets citronduftende boble, men kan stadig fornemme den væmmelige lugt af Villa Tavastila.

Jeg ved ikke, hvad de gav mig af medicin på hospitalet, men det virkede, det ville jeg gerne have noget mere af, og selvom jeg husker alt, der skete den søndag, husker jeg intet.

En kvinde i trediverne, jurist, kvindens lille pige bliver født i uge 32 uden noget forvarsel; et par timer efter fødslen dukker kvinden op på afdelingen for at se sit barn, der på det tidspunkt har det strålende, selv trækker vejret og ligger roligt under varmetæppet.

Manni hænger med hovedet, blikket klæber til gulvet, han ser ud, som om han er ved at gå ud som et lys på stedet.

Hele årtiet er som denne løjpe, i starten glider det let, midt på er den fedtet et stykke vej og derefter går det legende let nedad.

Foran hende ligger en uanseelig lille bakketop, en dal og den næste bakke, og konen virker til at frygte for sit liv, hun glider de første par meter, mens hele kroppen gør modstand, og hamrer så stavene i sneen foran sig.

Vi lavede virkelig en anden type journalistik, det var ikke bare noget, vi sagde.

De fleste af skiltene er kun på japansk, de kan ikke forstå tegnene og er lige ved at blive væk i bygningens indre; de forsøger at komme ud på tilskuerpladserne ved hver eneste åbning, men personalet spærrer vejen for dem på en pinefuld høflig manér.