Hulemennesket

Mit ansigt og smil flyder ud mellem mine fingre.

Jeg troede, at du næsten havde fanget det evige øjeblik i dine billeder på en ny og uhørt genial måde.

„For Lundbye er dette den perfekte musik,“ konstaterer jeg, mens penslen løber af sted over lærredet.

Han vinker mig hen til gitteret og peger ned mod højalteret.

Lad bare sladderen flyve hjem over Alperne i en konvolut. Det har intet med mig at gøre.

Alt er blevet en uoverstigelig begyndelse.

Klokkerne ringer solen ned, mens vi sidder tavse sammen på min sten og stirrer ud mod de blånende tinder.

„Du ser jo ud til at kunne blive berømt,“ ler Jerichau forsigtigt ned mod min olieskitse.

gisper mængden grinende, idet Jerichau springer gennem den.

„La vera natura,“ råber Læssøe og klapper i hænderne.