Gennem glasvæggen

Altså gav jeg mig til minutiøst at ransage mit liv for at finde det famøse sekund, hvorfra alt var gået galt. Jeg var sikker på, at hvis bare jeg kunne finde dette glimt i min fortid, så ville jeg være i stand til at bevæge mig psykisk baglæns, indtil jeg nåede frem til det, og så finde en mere positiv fortolkning end den, jeg havde levet på indtil nu.

Men denne dør var samtidig indgangen til noget kultisk, man ikke uden videre havde ret til at træde ind i. I hvert fald ikke uden at overskride adskillige blufærdige tærskler inde i sig selv.

Det er selve tidens trendsættende målsætninger, der smitter os. Vi har kåret en slags superpsyke som det store ideal, en psyke, der klarer alt, tåler alt, overlever alt.

Denne første dag hilste han hjerteligt på mig, tog mig med ned på garderobegangen, smækkede dør efter dør op og råbte ind til de kolleger, der sad der:

Det næste, jeg gjorde, var at ringe til en kvindelig kollega, der en gang i en intim situation, hvor det normalt ikke er den slags ting, man hvisker hinanden i øret, havde fortalt mig, hvor skelsættende det havde været for hende at møde en bestemt psykolog.

Det næste var af Vladimir Maximov:

„Frihed er at overvinde sin angst.“

„Frihed er at overvinde sin angst.“

Du kan få hjælp, støtte og vejledning på rejsen, men det er dig selv, der skal kæmpe dig det sidste stykke ud i lyset.

Hvor skræmmende det end kan føles, så kan intet andet menneske, ingen psykiater eller psykolog i sidste ende redde dit liv. Det kan kun du selv. Du kan få hjælp, støtte og vejledning

I de sekunder, timer og dage, hvor indsigten, men også dødsoplevelsen var klarest, kan det, jeg erfarede, kun videregives med Prosperos replik fra William Shakespeares „Stormen“: „Vi er af samme stof, som drømme skabes af, og vores korte liv omsluttes af en søvn.”