Karensminde

Han havde dengang sagt at han slet ikke vidste hun havde et hjerte, han troede hun var født uden.

I årene efter at hun som den sidste var rejst hjemmefra, begyndte hendes far at tale om at nu ville de også snart flytte til Danmark. Emnet dukkede op med jævne mellemrum, og hver gang hendes forældre var på ferie. Men det var et svageligt emne som ikke rigtig ville leve, kom de ind på det, faldt samtalen lige så stille fra hinanden; til sidst hørte ingen af dem efter, eller de begyndte at tale om noget andet, måske fordi de ikke orkede at starte den gamle maskine: Hvorfor indstille sig på noget der alligevel ikke ville komme? Med tiden faldt tingene til ro, de stivnede, heller ikke deres far snakkede mere om at flytte.

Hun løfter op i sin fars ben igen, hendes mor tager fat under armene, sammen bakser de Jens ind i bagenden af bilen inden de sætter sig ind og kører.

De tykke rør, træstykket ved sengegavlen, det stive lagen med tæppet over, de sorte plastikdutter på håndtagene til hæve- og sænkefunktionen, og hjulene, hjulene der giver indtryk af en form for mobilitet som sengen ikke har.