at sige til sig selv at hun tog barnet til en rar lille by i nærheden af havet, og det

Væk var glæden ved at arbejde med min stemme, mine bevægelser, måden at klæde mig på, gå på, som om jeg konkurrerede om prisen for den bedste forklædning, for en maske båret så godt at den næsten var et ansigt.
Pludselig blev jeg mig dette næsten bevidst. Havde jeg klaret den? Næsten. Havde jeg revet mig løs fra Napoli, fra kvarteret? Næsten. Havde jeg nye venner af begge køn som kom fra kultiverede hjem, ofte mere kultiverede end det frøken Galiani og hendes børn havde? Næsten. Var jeg fra eksamen til eksamen blevet en studerende som blev godt modtaget af de højtidelige universitetslærere der eksaminerede mig? Næsten. Bag dette næsten forekom det mig at jeg forstod hvordan tingene forholdt sig. Jeg var bange. Jeg var lige så bange som den dag jeg var ankommet til Pisa. Jeg var bange for dem der kunne være kultiverede uden dette næsten, med naturlighed.

Og alligevel optændte hver side mine tanker, mine ideer, mine sider, som om jeg indtil det øjeblik havde levet i en flittig, men frugtesløs sløvhedstilstand. Jeg lærte de notesbøger udenad, og til sidst fik de mig til at føle at verden på Normale – vennerne, mandlige og kvindelige, som respekterede mig, de venlige blikke som professorerne gav mig for at opmuntre mig til hele tiden at blive bedre – var en del af et univers som var for beskyttet og derfor for forudsigeligt, sammenlignet med den omstormede verden som Lila, selv under kvarterets betingelser, havde været i stand til at udforske i sine hastigt nedskrevne linjer på sider der var krøllede og plettede. Alle mine tidligere anstrengelser syntes uden mening.