Jeg og du og vi

Hvis et forhold bliver for ulige, kan man krydse fra gave til regnskab. Det er tegn på forfald. Og hvis forhold udvikler sig, kan regnskabet være den puppe, sommerfuglen krænger af sig for at åbne sine vinger. Den moralske kapacitet er ikke uendelig. Opdager jeg, at du spekulerer i min gavmildhed, eller fremturer i din svaghed for at få mig til at springe, kan elastikken briste. Medmindre din lidelse er så massiv, at jeg vælger at sætte din smålurvede snedighed i parentes.

Moral er kold, når den orienterer sig efter principper, regler og kalkuler. Og varm, når den tager udgangspunkt i et gavmildt forsøg på medleven og medfølen, så moral bliver en gave. Den behøver ikke at begrænse og lukke sig om et surt »du må ikke«. Den kan øge mængden af alternativer, tilbyde endnu en måde at iagttage på og opmuntre til eksperimenter.

definerede vi etik på den måde, at en handling eller beslutning er etisk, hvis den kan accepteres af alle berørte parter med grunde, som parterne finder gode nok.

Derfor er politiske diskussioner næsten aldrig rigtige diskussioner. Ingen bøjer sig. Politikere er altid modstandere. De diskuterer ikke, men simulerer. De gennemspiller et ritual, som hedder »en debat«. Man kan ikke forestille sig, at statsministeren eller lederen af oppositionen pludselig læner sig eftertænksomt tilbage i stolen under deres TVdebat, tager sig til panden og erklærer, at den anden egentlig har ret. Deres samtale er ikke konstruktiv i sig selv. Dens formål er et andet: at gøre forskellen mellem dem tydelig, så vælgerne har noget at vælge imellem. Selv om de er 99% enige, må de overbetone deres ene procents uenighed, så de ikke mister deres skarpe profil.

En samtale om værdier kaldes en diskurs

Hvert menneske har ret til at tro og tænke, som han eller hun vil. Men ikke til at gøre, som han eller hun vil. Hvert menneske har ret til at vælge sin egen livsform. Men kun så længe han respekterer andres ret til at gøre det samme.

Jura adskiller sig fra moral ved at have 1. et formelt apparat knyttet til sig, som automatisk går i gang, dersom loven overtrædes, 2. et nedskrevet system af love, som kan støtte sig til fortilfælde, 3. regler for hvordan regler ændres, og 4. offentlige sanktioner, dersom loven overtrædes.

Følelser, motiver, fornuft og konsekvenser indgår i moralen, men kan selv bedømmes moralsk. Vi kan spørge, om det nu også er moralsk at give efter for en stærk følelse af jalousi. Samme spørgsmål kan stilles til motiv, fornuft og nytte. Derfor kan ingen af dem være identisk med moral.
Konklusionen synes at være, at moral er moral og ikke noget andet. Den er en kode – en forskel mellem rigtigt og forkert – som er forskellig fra alle andre koder.

En handling kan være nyttig, men umoralsk. Og det kunne være, at voldtægtsmandens lyst var større end offerets ulyst. Det gør ikke voldtægt moralsk acceptabel. Vi bedømmer ikke kun konsekvenser, som Mill, men også motiver, som Kant. Både Kant og Mill bliver ensidige, fordi de vil gøre moral entydig. De vil gøre den fornuftig. Men man kan ikke nøjes med den ene side af forskellen mellem motiv og konsekvens uden at ophæve moralen.

I vore dage forsøger man at måle livskvalitet, så man kan afgøre, hvornår det er fornuftigt at behandle syge mennesker, og hvornår man med god samvittighed kan stoppe behandlingen. Normalt nøjes man med grove og usikre antagelser. For problemet er, om man overhovedet kan måle – sætte tal på – lykke og nytte. De er ikke objektive, men afhænger af hvem der iagttager. For ingen er jo upartiske. Alle har noget på spil.