bookmate game
da
Libros
Martha Flyvholm Tode

På Bornholm må man græde overalt

Martha Flyvholm Todes debut «På Bornholm må man græde overalt» er en intens og fortættet kortroman om en ung pige i sorg.

Maria går på gymnasiet og har lige været udsat for det værst tænkelige, nemlig, at hendes stedfar Tore dør. Det værst tænkelige er en abstrakt størrelse at forholde sig til, især for Maria, der har svært ved at mærke noget som helst. I et forsøg på at få styr på sig selv, stykker hun verdenskort, minder og oplevelser sammen, så både hendes mor, hendes papbrødre, Tore, hendes kæreste i England og hun selv, kan rykke tættere sammen og skabe mening på ny.
Pressen skriver:

»Det er en livsbekræftende roman, for den er i sig selv ikke perfekt. Sproget er råt, ærligt og spot on […]Jeg glæder mig meget til at læse mere af Martha Flyvholm Tode.«
9/10 — Bookeater

»Debut-forfatter imponerer med klog roman om følelser og fiskefrikadeller […] Det er meget smukt beskrevet, hvor meget der kan ske, når der ikke sker noget.«
***** — Steffen Larsen, Politiken

»Historien om Maria og hendes sorg er velskrevet, vedkommende og flot komponeret […] En rigtig fin udgivelse som jeg med begejstring kan anbefale.«
— Helle Laursen, Lektør

»Det er en kort, velskrevet og engagerende bog, og det lykkes fint for Martha Flyvholm Tode at tegne et portræt af en ung kvinde, som har vanskeligt ved at håndtere sine følelser i mødet med døden«
**** — Svend Skriver, Kristeligt Dagblad

»Martha Flyvholm Tode skriver sig ind i en ny tradition af debuterende unge stemmer, der fatter sig i korthed og alligevel skriver store eller vigtige historier om livet, døden og det midt imellem […] Selvom temaet for bogen er at miste en man elsker, blev jeg glad, da jeg læste bogen. Den er skrevet så enkelt og fint, at den fortjener at blive læst højt. Og det er ikke nemt at skrive enkelt!«
— Jane Andersen, Bogblogger.dk

»Hvis man nogensinde har mistet eller kommer til at miste i sit liv bør man læse denne lillebitte bog […] Martha Flyvholm Tode rammer plet med hvordan det føles. Følelsesløsheden, sorgen, samtalerne. Selvom det ikke var min egen situation, beskrev hun alligevel min egen situation, for sorg er, trods det at den er meget individuel også meget ens.«
***** — Kathrine Packniuk, Bibliokattens bøger
32 páginas impresas
Publicación original
2017
Año de publicación
2017
¿Ya lo leíste? ¿Qué te pareció?
👍👎

Opiniones

  • Kaare Jepsencompartió su opiniónhace 4 años
    👍Me gustó

    Intens og smuk...

  • Betina Sidsel Marie Nedergaardcompartió su opiniónhace 5 años
    👍Me gustó
    🎯Justo en el blanco

    Fin historie om svære følelser.

  • Rikke Gamstcompartió su opiniónhace 6 años
    👍Me gustó
    💧Prepárate para llorar

    Fantastisk ungdomsbog som jeg har læst for at samle inspiration til mine elever. Kan bestemt læses at voksne

Citas

  • Bofinncompartió una citahace 3 años
    er godt, og at han må vælge.

    Han siger, vi også kan lade være med at lave noget, hvis jeg ikke har lyst.

    Jeg siger, at koncerten på Loppen lyder o.k.

    »Super!« siger Sylle.
  • Guðmundur Ottó Grimssoncompartió una citahace 4 años
    Første gang jeg mødte Tore, tænkte jeg, at han havde pænt hår. Han sad og læste Politiken ude i køkkenet. Min mor havde lige tændt for kaffemaskinen og var gået ned efter kage i Lagkagehuset. Hun syntes, at det var mig, der skulle lave kaffen.

    Tore sagde hej. Han havde hørt meget om mig.

    Det var ikke, fordi jeg ikke havde hørt om ham, sagde jeg.

    »Nå, nå,« sagde Tore og lagde avisen fra sig.

    Jeg spurgte ham, hvilket mønster han ville have i sin kaffe.

    Han spurgte, hvad jeg kunne lave.

    »Alt,« svarede jeg. Det var ikke sandt. Jeg kunne lave et hjerte og et blad og nogle gange en svane.

    Tore sagde, at så ville han gerne have en pingvin.

    »Kan du godt lide pingviner?« spurgte jeg, da jeg igen kunne høre ham for lyden af mælkesteameren.

    »Ja,« sagde Tore. »Det er et af de få dyr, som bliver sammen med deres mage hele livet.«

    »Wow,« sagde jeg. Hele livet lød som længe.

    Jeg prøvede at lave en pingvin i mælken. To hvide pletter, en som hoved, en som krop. Med en tandstik forsøgte jeg at forme et næb, øjne og omridset af vinger.

    »Værsgo,« sagde jeg til Tore og gav ham kaffen. »Jeg ved godt, at det ikke ligner en pingvin. Men med lidt fantasi gør det måske alligevel.«

    Tore grinte og kaldte på min mor, som netop var kommet tilbage. Han syntes, den var perfe
  • Lægen og litteratencompartió una citahace 4 años
    glæde går nedefra og op, ligesom at vrede går oppefra og ned,

En las estanterías

fb2epub
Arrastra y suelta tus archivos (no más de 5 por vez)