Skyggezone

Bag ved skrivebordet sad der en velholdt, stålgrå mand sidst i tresserne.

Aspetræernes blade skælver. Han hører det, selvom han løber, selvom han spurter, som han aldrig før har spurtet, gennem enggræsset, der når ham til brystet.
Lige inden engen vider sig ud, bliver den susende lyd ekstra stærk. Han sætter farten ned. Træerne er pludselig så pågående, at det føles, som om nogen vil ind fra en anden tid. Men så snubler han, og træernes susen bliver svagere igen. Da det lykkes ham at afbøde faldet, er det flagrende, gyldne hår næsten forsvundet forude mellem de høje græsstrå, og han må presse sig selv endnu mere for ikke at sakke yderligere bagud.
Det er en sommerdag af den slags, der er alt for få af. Fjerlette skyer skærer tynde snit gennem den lysende blå himmel, hvert eneste græsstrå funkler i sin egen grønne nuance.
De har løbet langt, først ad den stadigt mere øde vej fra busstoppestedet, så ud på engen og nu, i det fjerne og kun akkurat synligt, det solglitrende vand.
Han løber for stærkt til at kunne få øje på bådehuset, det er han klar over, men han ved, at det ligger der, skjult mellem strandkantens træer, grønbrunt og grimt og aldeles fantastisk.
Det flagrende, gyldne hår sagtner farten foran ham. Da det vender sig om, ved han allerede, at han vil blive slået med forbløffelse. Han er aldrig holdt op med at forbløffes, vil aldrig kunne holde op med at forbløffes. Og det er netop som de første konturer af den kantede profil bliver synlige, han hører det igen.
Der er ingen aspetræer i nærheden. Alligevel hører han pludselig intet andet end aspebladenes susen, der bliver en hvisken, der bliver en sang.
Der er nogen et eller andet sted, som vil ham noget.
Så står de ansigt til ansigt

Og pludselig så Berger det hele forunderligt klart.
“‘The Ramans do everything in threes’,” sagde han.
Blom bare stirrede på ham