Forstå populismen

Fordi vi forestillede os, at det var vores værdier, der ville blive udbredt til de andre. Og ikke deres, der ville blive udbredt til os.

For dem, som i dag rask væk kaldes populister, er først og fremmest antiglobalister, som reagerer på den svækkelse af den vestlige verden, som globaliseringen kan føre til, hvis ikke vi styrer den bedre.

Mens den tyske forsker Jan-Werner Müller tager fejl, når han hævder, at populismen nødvendigvis må være antipluralistisk, så har han ret, når han skriver, at der ikke findes populisme uden moralsk polarisering. Essensen af populisme i

de vestlige samfund i dag er påstanden om, at „man har krænket os“. „Man har gjort os uret, og vi vil ikke finde os i det.“ Hvem „vi“ og hvem „de“ er, kan variere; det centrale er anklagen om, at de stærke har trynet de svage, som nu tager til genmæle.

I bogens anden del argumenterer jeg for, at dem, der går under betegnelsen populister, bedre kan forstås som antiglobalister, der bruger populismen som megafon til at råbe verden op.

I USA hentede Donald Trump de fleste af sine stemmer hos de vælgere, som Det Demokratiske Parti traditionelt har bejlet til: underklassen og den lavere middelklasse, der føler sig forfordelt. Donald Trump lykkedes med at gøre den amerikanske valgkamp til et stort drama om at være offer for globalismen.

ngela Merkels „vi“ var ikke nok til at gøre hendes udtalelse populistisk, for hun gav ikke nogen skylden for folkets prøvelser.

Og her mener jeg, at særlig Jan-Werner Müllers bestemmelse af populismen som „tendentielt“ antidemokratisk kalder på en nøjere overvejelse, fordi den implicit rummer påstanden om, at populister er en trussel.

Thulesen Dahl er demokrat, Kaczyński semiautokrat, og Erdoğan er autokrat.

skelne mellem demokrater, semiautokrater og autokrater: Hvor autokraterne er dem, der forhindrer et magtskifte ad demokratisk vej ved næste valg, og semiautokraterne er dem, der besværliggør et magtskifte, er demokraterne dem, der accepterer det, omend næppe bifalder det.