Merete Rostrup Fleischer

Jeg er ved at tænde min computer, da Elena dukker op. Og helt ærligt, en person, der er så meget en torn i øjet på mig, burde se anderledes ud. Jeg ved ikke, måske have sort-hvidt hår og lange, røde negle eller noget. Det ville bare føles så meget bedre, hvis hun dukkede op i en lang dalmatinerhvalpefrakke.

men jeg nikkede bare nedtrykt. Jeg kunne umuligt få et rigtigt råd, når min

Lily så meget alvorligt på ham og nikkede

Det dunkende hjerte, der hamrede løs i mit bryst, satte farten endnu mere op, og ubevidst fugtede jeg læberne med tungespidsen, mens han kom nærmere.

Men jeg var fyldt med energi – jeg havde det, som om jeg allerede havde fået seks kopper kaffe og en skål havregryn med kokaindrys på toppen.

Åh, ikke noget. Jeg stod bare og tænkte på at binde den pæne unge dame, der arbejder for os, måske også give hende bind for øjnene. Kneppe hendes mund. Bare det sædvanlige.

„Lad os ikke spilde tiden med snak. Jeg leder ikke efter en kæreste her, Theo. Bare en dejlig aften.“

Han smilede. „Okay, så. Har du noget chokoladesovs?“

Jeg bliver helt kold indvendig, mens jeg prøver at absorbere det, lægen siger.

Jeg ser på mit ur. „Jeg kommer altså ikke for sent.“

Klokken er et minut i ni, og det her ur går aldrig forkert. Det er det mest kostbare, jeg ejer. Min mor siger, det har været min fars. Ud over sin sæd er det det eneste, han efterlod sig.

„Har du mande-pms, eller er du bare i pissedårligt humør 24/7?“