Olav Hergel

Bonn var endestationen, og hun blev siddende i kupe­en, mens de andre passagerer stimlede sammen i kø ude på gangen for at komme af. En svedperle løb ned over overlæben, og hun lod frakken, som hun havde taget på for at være parat, glide af igen. Hun trak vejret i et par dybe drag for at få hjertet ned i samme takt. Kneb munden sammen, tog lommespejlet op af tasken og lagde lidt rødt på læberne. Røde læber gemmer på en invitation, havde Thorkild sagt under en middag på Rungstedlund.

Der er ingen andre end hende, der har haft så stærk en tro på, at jeg har talent for noget, som ingen af os dog rigtig kan finde ud af hvad er. Men hendes tro var så stærk, at hun har givet den videre til mig. Nu er det menneske, som gav så meget kærlighed, at jeg selv blev i stand til at elske, og som på sin egen forskruede måde elskede mig så højt, at hun valgte at dø for, at jeg kunne få det bedre, her ikke mere, og aldrig igen skal jeg mærke den velsignede tilgivelse med næsen boret ind i hendes hals.