Joseph Conrad

Livet er noget løjerligt noget – dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål. Det bedste man kan håbe at få ud af det er lidt viden om sig selv – der kommer for sent – en høst af uudslukkelig anger.

I ved at jeg hader, afskyr og væmmes ved løgn, ikke fordi jeg er ærligere end resten af os, men simpelthen fordi det skræmmer mig. Der er et strejf af død, en bismag af livets korthed i en løgn – og det er netop det, jeg hader og afskyr ved verden – det jeg helst vil glemme. Det gør mig syg og forstemt, ligesom det ville gøre at bide i noget råddent. Det er vel mit temperament. N

Nej, det er umuligt; det er umuligt at gengive livsfornemmelsen fra en bestemt epoke i ens tilværelse – det, der skaber dens sandhed, dens mening – dens subtile og altgennemtrængende væsen. Det er umuligt. Vi lever, som vi drømmer – alene ...«