Eske Willerslev

Nogle semestre tidligere underviste jeg i arv og miljø, og et par studerende klagede over, at jeg var racist, fordi jeg underviste i genetiske forskelle mellem mennesker. De blev bedt om at indgive en skriftlig klage, hvilket de ikke gjorde – men hvis de havde gjort det, skulle der have været iværksat en undersøgelse af min undervisning. Så hvad tør man efterhånden fortælle sine studerende? Historien fortæller noget om, at bevægelsen har nået en bredde og et niveau, hvor mange forskere helt undgår at undervise i bestemte emner.

De første danskere var nogle små, meget mørke jæger-samlere med blå øjne, der blev blandet med en indvandring af agerbrugere fra Nærøsten og Mellemøsten – og bagefter med det lyshudede bronzealderfolk,
yamnayaerne, som kom vandrende med deres kvæg fra stepperne nord for Sortehavet og efterlod deres gravhøje overalt i det danske landskab. Når jeg er på nyhederne for at fortælle om danskernes oprindelse, sker det tit, at jeg får vrede sms’er bagefter.

„Nu har Rane været i fjernsynet igen,“ kan hun finde på at sige, eller: „Nu har Rane sørme vundet en pris,“ og så ligger det i kortene, at jeg skal se at komme i omdrejninger. Det kan man jo godt mene er en usympatisk måde at forholde sig til sine børn på. Men samtidig må jeg erkende, at det sandsynligvis er en af årsagerne til, at både Rane og jeg har klaret os godt i den videnskabelige verden.