Aarhus Universitetsforlag

Det mest foruroligende resultat i undersøgelsen er dog, at lidt over en fjerdedel af piger og unge kvinder i alderen fra 10-24 år oplever så stort et pres fra sig selv eller omverdenen, at de føler sig enten nervøse eller stressede, måske endda begge dele.

Det æstetiske objekt er ikke klart og forståeligt, og der er intet givet forhold mellem et værk og dets modtager. Det kunstneriske symbol i Hamsuns regi er ”Drøm”, ”Løgn” og digt uden symbolets traditionelle metafysik. Sult er en tekst uden symbolik.

romanens opløsende latter: netop latter – faldet i bananskralden: klask! – og ikke den forsonende humor som den danske filosof Harald Høffding senere prædikede om i Den store Humor fra 1916. Hamsun har ingen livsanskuelse, derfor heller ingen humor. Romanens latter åbner for en forbindelse med en infantilitet og en primitivitet, der pludselig minder læseren om det, der ligger under civilisationens velfungerende voksne overflader.

Der findes ingen beskyttet verden i fantasierne og det indre. Denne del af romanen viser, hvor rodfæstet Hamsuns Sult er i romantiske erfaringsverdener. Og denne rodfæstethed stikker dybt i teksten. Den handler til syvende og sidst om, at den eneste modstand mod fantasiens tragedie, det eneste potentielt uforgængelige er det æstetiske udtryk: Kunstværket, som således får sin karakter ved at være ”en Drøm, et Symbol, en Løgn”

de verbale udskejelser ligger til stadighed socialitetens og normalitetens stemme, som excesserne forsøger at overvinde. I stedet for betydning søger han at skabe en ny betyden i betydningerne. Den permanente svingning mellem normbrud og norm er en bevægelse i stadige bundne brud.

Den udtrykkes i drømme, handlinger, ord, fantasier og kropssprog: Et abrupt indre flow, der afsætter vanskeligt kodede spor, hastige og flygtige tegn, der synes udformet i et stadigt spil mellem det singulære og det almene

Denne bog om fantasiens permanente udflugter ind i objektløse, spekulative fantasteriers uendeligheder kender samtidig til endelighedens og objektets forrang for enhver epifani. Forfatteren løber derfor ikke med i associationskædernes virvar. I hovedpersonens bevidsthed indtager de mentale konstruktioner derimod hyppigt førstepladsen, dog ofte ledsaget af metarefleksionernes distancer og forbehold

mere de tager afstand fra diagnosen som en passende karakteristik af deres tilstand, jo tydeligere bliver det, at de befinder sig i normalitetens randområder

Det forskelsløse er derfor ambivalensbesat i Sult. Drømmen om den store oceaniske oplevelse åbner i hovedpersonens bevidsthed et illusorisk lykkeland og fører ham samtidig hen mod et mørke, der dementerer lykkedrømmene og punkterer hans hele ageren. Her forvandles hans almagtsfølelse til en truende afmagt

Også Hamsuns fængselsscene er en omvendt skabelsesberetning, der ruller det skabte tilbage til kaos og urmørket. Også hos Hamsun lurer vanviddet. Og her begynder nedtællingen til den sluttelige opgivelse, som finder sted på bogens sidste sider, hvor han går om bord i skibet Copégoro, hvor han skal arbejde som matros, og her – på det virkelige ocean – er der ingen plads til oceaniske drømme